Da jeg mistede min mor blev det klart for mig, at det at være tæt på et døende menneske bringer en åben tilstand for mig. Det er uendeligt smertefuldt at skulle sige farvel til et menneske jeg elsker, og som har været måske det vigtigste menneske i mit liv, og samtidig var der i denne bortgang også en indgang. Da det gik op for mig, at det var tid for hende at tage afsked med os og tage afsted, rejste der sig en naturlig nødvendighed i mig, om at være med til at holde et rum for hende, som kunne støtte hende i at give slip. Det er ikke noget bare en person gør. Det er et samspil mellem de nærmeste, alle dem, som betyder meget for den, der skal dø. Det jeg kunne give ind, var at holde fokus på forløsning for hende, midt i nogle meget svære sidste dage. 

At få sagt farvel eller forlige sig med sin afsked er ikke nødvendigvis noget det er nemt at tale om, uanset om man er den der bliver efterladt eller man er den, der skal dø. Det har dog stor  betydning at relatere til det livsvilkår. Og indtræder døden pludseligt har det stor betydning at nå til at forlige sig med det der er sket. 

Vi står med en realitet som er umenneskelig at rumme ud fra almindelige tanker og ønsker om at være sammen med vores kære. Her er der brug for en dimension, der samler og løfter, tænder lys og bringer en fred ind i sorgen. Der kan være brug for en der bringer et element af forligelse ind. En støtte til de efterladte. Og får man muligheden for at være med i den døendes process med en grad af forligelse med døden, da kan der være en gave gemt i at blive mindet, om den taknemlighed og samhørighed end ikke døden kan tage fra os. 

Da jeg sagde farvel til min mor oplevede jeg en fred og en forløsning som jeg kommer til at dele mere om. Når jeg tænker på hende åbner der sig, midt i sorgen, en vished om det der er større end savnet. Og det har med lys og uendelig samhørighed at gøre.